Sussie Nielsen pressemeddelelse foråret 2010.

Sussie Nielsen har studeret irsk folkemusik på Limerick University i Irland, hun har sat musik til nogle af vores største danske digteres værker, og har tre udgivelser bag sig. Alle udgivelserne har været nomineret ved Danish Music Awards Folk og senest modtog hun prisen Årets Danske Visealbum i 2007 for albummet Pigens Morgen. Til daglig er hun kirkesanger i tre små landsbykirker i Assens provsti på Fyn.
I øjeblikket forbedreder hun sin fjerde solo udgivelse. Denne gang med udgangspunkt i Danmarks – og verdens – første folkevisesamling, Hundredvisebogen. Viserne blev, på opfordring af Dronning Sophie, indsamlet fra hele landet af forfatteren og historikeren Anders Sørensen Vedel. Samlingen stammer fra Ribe, hvor den blev udgivet i 1594. I anledning af Ribes 1300 års jubilæum er fokus på denne store kulturarv og hun samarbejder om projektet med Torben Bramming, præst ved Ribe Domkirke.
 
Sussie Nielsen har opdateret sproget fra gammel dansk til et mere nutidigt forståeligt sprog, og hun har komponeret nogle skønne melodier til udvalgte sange fra samlingen.
 
Vi skal blandt andet møde den unge svend der vil fælde træerne i skoven for at få fat i fuglen der sidder i dem. Han bliver mødt af skovens mand som fortæller at hvis han vil have fat i fuglen må han lokke den til sig ved at give sit eget kød. Han skærer et stykke af sit bryst og straks flyver fuglen ned, spiser deraf og forvandler sig til en smuk jomfru - man må give af sig selv for at opleve kærligheden.
Vi skal høre om dengang om den unge mand der falder i søvn på Elverhøj og bliver forført at elverpigerne, og om rytteren der bliver konfronteret med Hedeby’s genganger og hans dystre skæbne, samt en helt ny opdateret version af den legendariske Dronning Dagmar, der omhandler den elskede unge Dagmars død og hendes sidste ønsker.
 

”Sussie Nielsen kom forbi Trefoldighedskirken på Thurø ved vores sommermøde i 2009. Hun sang fra en skat af irske viser og danske sange og egne kompositioner med en stemme så fortryllende, at det var som at vandre i fortryllede skove. Sussie Nielsen er en af Danmarks mest originale stemmer – et naturtalent med en gave, der er forædlet via den sangtradition, der hører den irske melankoli og dybe kristne arv til. Jeg kan ikke anbefale hende varmt nok.”
Thomas Ø. Aallmann, sognepræst på Thurø.
 

--
www.sussienielsen.com
www.sussienielsen.dk
www.myspace.com/sussienielsen