Biografi:
Jeg er født i København i 1975.
Interessen for folkemusikken startede i teenage årene hvor jeg lyttede til den irske gruppe Clannads plader. Musikken voksede i mig gennem mange år og i 2000 dannede jeg gruppen Flax in Bloom sammen med fløjespiller Tim Goddard, violinisterne Ditte Fromseier Mortensen og Ciarán Doran, samt guitarist Rasmus Zeeberg. Vi havde nogle gode år og en masse gode jobs! Gruppen eksisterer stadig, dog med en anden besætning.
Jeg ville have den irske sang helt ind under huden og søgte derfor ind på Irish World Music Centre på universitet i Limerick, Irland. Jeg blev optaget og tog en Masters of Art i Traditionel Irish Music Performance med sang som hovedfag og bodhrán (den irske rammetromme) som bifag.
Jeg graduerede i 2003 og udgav min første cd lige efter hjemkomsten. After Rain som cd’en hed var min afsluttende eksamens opgave og den blev følgende nomineret til en DMA i kategorien Årets Folk Debut.
Læs anmeldelser af After Rain her
Jeg udgav i 2005 min anden cd Day is Dawning. Cd’en blev en meget melankolsk og længselsfuld affære som afspejlede min på dette tidspunkt - person ret klart. Jeg lagde igen vægt på det enkelte akkompagnement udført af nogle fantastiske mennesker og musikere fra både Danmark, Irland, Wales og Sverige. Jeg fik en meget varm og overvældene modtagelse af dette album. Det var under denne indspilning at jeg lærte den fabelagtige pianist Nikolaj Busk at kende - han skulle senere få stor betydning for min tredje udgivelse.
Jeg blev i 2006 nomineret til en DMA som Årets Vokalist Folk.
Læs anmeldelser af Day is Dawning her
Kun et års tid efter Day is Dawning udkom, udgav jeg min tredje og seneste cd. Pigens Morgen denne gang en cd med udgangspunkt i gamle danske digte. Det var meget nyt for mig at synge på dansk og der var meget at lære. Dansk er ikke så nemt endda… Jeg genopdagede den fine gamle poesi gennem Thøger Larsen, Holger Drachmann, Ludvig Holstein og flere, og jeg havde gennem længere tid gået med en lille komponist i maven, så det var tid at hun fik plads. Albummet bestod af mine egne sange/kompositioner, danske digte og to smukke digte af den irske poet William Butler Yeats. Nikolaj Busk fik producertrøjen på, så han stod for mange af de fine lydbilleder og han fik skrevet nogle smukke arrangementer for en strygekvartet. En skøn og for mig meningsfuld blanding af de irske ”interesser” og mine egne danske rødder.
Jeg dannede Sussie Nielsen Trio sammen med Nikolaj og Kontrabassist Malene Beck. Vi turede den rundt i det ganske danske land (og landene omkring), og ofte i selskab med Jens Lysdal som gæstemusiker. I 2008 blev Pigens Morgen nomineret til hele fire DMA’s og modtog prisen for Årets Visealbum.
Læs anmeldelser af Pigens Morgen her